Min Side

Partnerskab for mindre madspild

 

Miljøminister Kirsten Brosbøl lancerer nu et partnerskab med landbruget, industrien, detailhandlen, storkøkkener og forbrugerorganisationer for at fjerne barrierer i kampen mod madspild.

Fremover bliver det billigere for virksomheder at donere overskudsmad til velgørenhed. Skatteministeriet vil sørge for, at butikkerne nu får grønt lys til at sælge overskudsmad videre til velgørende formål til en minimal salgspris, så de kun skal betale moms af dette beløb. Detailhandlen har selv gjort opmærksom på, at butikkerne hidtil har skullet betale moms af hele indkøbsprisen, når de donerede mad til velgørenhed.

I forlængelse af det nye initiativ vil miljøminister Kirsten Brosbøl nu inddrage hele værdikæden fra jord til bord i at få udpeget lignende barrierer, der står i vejen for at nedbringe madspild.

Det skal et nyt partnerskab med repræsentanter fra landbruget, industrien, detailhandlen, storkøkkener, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, forbrugerorganisationer og andre myndigheder hjælpe til med.


Partnerskabet mødtes første gang torsdag den 27. november. Senere kommer ministeren med en samlet strategi for forebyggelse af affald, hvor madspild er et centralt tema.

Inspiration fra England

Det nye partnerskab bliver lanceret efter inspiration fra Storbritannien, hvor man i de seneste år har sat effektivt ind over for madspild. Blandt andet ved at indgå frivillige aftaler med konkrete reduktionsmål for madspild med ca. 50 af de største aktører på tværs af værdikæden. Derudover har de i Storbritannien involveret forbrugerne gennem informationskampagner, og samlet set har briterne reduceret madspildet i husholdningerne med 18 procent på fire år.

Oven på partnerskabets lancering i går afholder Miljøministeriet i dag en stor konference om mindre madspild i Eigtveds Pakhus i København. Her vil 100 deltagere, inkl. miljøminister Kirsten Brosbøl og fødevareminister Dan Jørgensen, dele viden og erfaringer om at undgå madspild.

Endelig bliver hjemmesiden http://www.mindremadspild.dk/ relanceret. Her kan alle interesserede dele viden og erfaringer om at undgå madspild.

Læs mere på Miljøministeriets hjemmeside.