Min Side

Nyheder

10-07-2019 - Hør historien om natmanden og se et gammeldags lokum


Når Assens for fulde Sejl løber af stablen 23. juli er det med ”1800-tallet” som tema. Assens Forsyning A/S deltager med en stand og fortæller blandt andet historien om natmanden og om, hvordan spildevand og affald blev håndteret i det forrige århundrede 

En festlig dag
Tirsdag den 23. juli er Assens Forsyning A/S med ved Assens for fulde Sejl. På dagen, hvor Fyn Rundt for bevaringsværdige skibe lægger til kaj i Assens, vil havnen og byen syde af aktiviteter. Der bliver masser af musik, dans, teater, gøgl og boder. Torvet vil være omdannet til et levende historisk marked, som man kunne opleve dem i 1800-tallet, hvilket er årets tema for Assens for fulde Sejl.
”Vi har taget udfordringen op og deltager for første gang i arrangementet med en stand, hvor vi informerer om vand, spildevand, affald og genbrug. Samtidig giver vi et lille historisk tilbageblik til dengang i 1800-tallet, hvor de sanitære forhold var noget anderledes og mere udfordrende, end vi kender dem i dag”, fortæller administrerende direktør Birger Strandby Ernst.

Latrin og døde dyr
I Assens Forsynings stand, som er placeret i opmarchbåsen til Bågø Færgen på havnen, er det også muligt at høre om den legendariske natmand, som i 1800-tallet tømte lokummer og natpotter, og som ikke havde det bedste ry. Udover at hente latrin om natten, flåede og bortskaffede han nemlig døde dyr, indfangede herreløse hunde og assisterede bødlen. Det er også muligt at se forskellige historiske effekter – heriblandt et gammeldags lokum, som det så ud i etageejendommenes baggårde i 1800-tallet.
”Vi håber at se rigtig mange mennesker på vores stand, hvor vi byder på en kop frisk vand fra egen boring, og hvor det er muligt at vinde en kompostbeholder fremstillet af genbrugsplastik. Udover et historisk tilbageblik, giver vi også gerne et indblik i fremtiden og fortæller om den Ny Forsyningspark, som vi opfører i den østlige udkant af Assens”, tilføjer Birger Strandby Ernst.

Fakta
Assens Forsynings stand ved Assens for fulde Sejl, 23. juli 2019, åbner klokken 13.00. 

Assens Forsyning A/S udstiller ved Assens for fulde Sejl et gammeldags lokum. I 1800-tallet stod de udenfor husene eller i etageejendommenes baggårde. Her forrettede beboerne deres nødtørft. Efterladenskaberne blev samlet i en grube eller i en spand (Foto: Assens Forsyning A/S).