Min Side

Nyheder

15-10-2019 - Elever samlede affald og fik forståelse for klima og bæredygtighed

Naturen blev lidt renere og eleverne meget klogere, da 10. klassecenteret indsamlede affald i hele Assens Kommune samt lærte om klima, miljø, bæredygtighed og cirkulær økonomi.

 

160 elever fra 10. klassecenteret i Glamsbjerg gæstede i uge 41 Assens Forsynings genbrugspladser, hvor de fik indblik i, hvordan korrekt sorteret affald kan genbruges og genanvendes. Foto: Assens Forsyning A/S.
 

Samtlige 160 elever fra Assens Kommunes 10. klassecenter i Glamsbjerg satte i uge 41 særligt fokus på klima og bæredygtighed. Det skete i forbindelse med en emneuge, som omhandlede workshops samt introduktion til de forhold og problematikker, der i særlig grad påvirker klima og miljø.
 
På programmet var blandt andet rundvisninger på Assens Forsynings seks genbrugspladser samt indsamling af henkastet affald rundt om i kommunen.
 
Udstyret med store affaldssække og kort over Tommerup, Haarby, Assens, Vissenbjerg, Aarup og Glamsbjerg, travede eleverne ud for at indsamle herreløst affald henkastet langs veje, gader, grøftekanter, grønne områder samt andre offentlige arealer.
 
Efter små tre timers ihærdig indsats vendte de atter retur til genbrugspladserne, hvor affaldet blev sorteret, vejet, og under kyndig vejledning af personalet fra Assens Forsyning A/S, afleveret i de korrekte containere og affaldsbeholdere. Formålet var at skabe forståelse for, hvordan korrekt sorteret affald kan genanvendes, give værdi som nye produkter, begrænse påvirkningen af klimaet og miljøet samt bidrage til mere bæredygtighed.
 
Henkastet affald i store mængder

Og det var bestemt ikke småting, eleverne fandt efterladt i naturen og bragt med hjem: Et rustent udstødningsrør, flere genstande af jern og metal, et halvt legetøjskomfur udført i hårdt plast, en sækkevogn fremstillet af aluminium og med hjul af gummi, cigaretskodder i hobetal, slikpapir, emballage, glas, øl- og sodavandsdåser – både med og uden pant – samt meget andet. I alt blev der indsamlet næsten 300 kilo affald, som af hensyn til klimaet, miljøet og de samfundsmæssige omkostninger, retteligt burde være smidt i genbrugsbeholderen eller bragt til genbrugspladsen.
 


En indsamling af herreløst affald henkastet langs veje, gader, grøftekanter, grønne områder og andre offentlige arealer resulterede i hele 300 kilo affald. Foto: Assens Forsyning A/S.
 

For de elever, der indsamlede affald i Assens, var det særligt påfaldende og overraskende, at de i en skov fandt et meget stort antal øl- og sodavandsdåser, plastikflasker samt en masse cigaretskodder. Og som en af drengene så bastant og tydeligt udtrykte det, ”det er fandeme for klamt og uansvarligt. Nedbrydningstiden på dåser og plastikflasker i naturen er jo 500 år!”.
 
Åbent hus og præsentation af projekter

Emneugen sluttede med et åbent hus-arrangement i 10. klassecenteret, hvor forældre og inviterede gæster kunne se elevernes arbejde.
Og det var meget interessante projekter, der blev præsenteret. Der var blandt andet fokus på tøj og den miljøpåvirkning, fremstillingen og farvningen af det giver. Samtidig var der oprettet en tøjbyttecentral, ligesom der blev vist eksempler på, hvordan gammelt tøj kan få nyt liv – både gennem en miljøvenlig og skånsom farvning, men også ved at sy gammelt tøj om til nyt. I skolens køkken blev der kokkereret og vist eksempler på, hvordan kost og ernæring kan se ud i den mest miljørigtige fortolkning, ligesom flere af grupperne viste videoer og animationer, som konkretiserede og perspektiverede FN’s 17 verdensmål.
 


Som afslutning på emneugen om klima og bæredygtighed inviterede 10. klassecenteret til åbent hus, hvor de mange spændende projekter blev præsenteret. Foto: Assens Forsyning A/S.
 

”Eleverne er gået til opgaven med et utroligt stort engagement og med en idérigdom, som går langt ud over det forventede. Det har været meget inspirerende at iagttage, hvordan de i den grad har forholdt sig til emnet og fordybet sig i det,” fortæller lærer Doth Jacobsen, der er en af initiativtagerne til emneugen.
 
”Det er også meget vigtigt, at de forholder sig til det og tager stilling. Klimadagsordenen er jo et emne, som dagligt er til debat i medierne. Som lærer kan man godt frygte, at de unge bliver mere frygtsomme og ikke handlekraftige, hvilket der i høj grad er brug for, at de bliver – både nu og ikke mindst i fremtiden,” påpeger Doth Jacobsen, som overvejer at gentage emneugen med klima og bæredygtighed igen i 2020.

FAKTA

Hos Assens Forsyning A/S tager vi imod skoleklasser og viser rundt på både genbrugspladser, renseanlæg og vandværker. Vi kommer også på skoler, efterskoler og andre uddannelsesinstitutioner i Assens Kommune. Her fortæller vi gerne om genbrug, affald, klimaudfordringer og om de ting, der har med cirkulær økonomi og FN’s verdensmål at gøre. Giv os et kald eller skriv, så vi kan planlægge besøget og give jer den bedst mulige oplevelse. Vi tager imod alle klassetrin og har tilbud til både indskolingen, mellemtrinene og udskolingen – og også til de gymnasiale uddannelser. Skriv til os på post@assensforsyning.dk eller ring 6344 9000.