Min Side

Nyheder

29-03-2020 - Genbrugspladserne åbner igen tirsdag 31. marts

De fynske genbrugspladser genåbner på tirsdag. Da vi forventer masser af trafik og stort rykind, opfordrer vi borgere og virksomheder til at vente et par dage med at aflevere deres affald.

 
CORONA: Kommunernes Landsforening har genovervejet deres beslutning og anbefaler derfor, at alle genbrugspladser i Danmark genåbner tirsdag 31. marts – heriblandt også genbrugspladserne i Assens Kommune.
 
Pladserne vil fra denne dag være tilgængelige inden for de normale åbningstider, som kan ses her (bemærk, at pladserne i Aarup og Glamsbjerg har lukket på tirsdage).
 
I forbindelse med genåbningen bliver der adgangsbegrænsning på pladserne. Du vil derfor møde en af vores kollegaer ved porten, som vil lede dig ind, når der er plads og det er forsvarligt, at du kører ind.
 
Det sker for at efterleve forbuddet mod at samle sig i grupper på flere end ti personer og for at bekæmpe og begrænse spredningen af smitte.
 
Forbuddet gælder både indenfor og udenfor pladserne. Herudover opfordres borgerne til at følge de anvisninger, der fremgår af skiltene på de enkelte pladser.
 
Civilforsvar og politi vil efter behov være til sted på de pladser, hvor der må forventes størst rykind.
 
For at sikre en smidig genåbning og reducere kødannelse, gælder der herudover følgende råd:
 

  1. Overvej, om du kan vente nogle dage med at aflevere dit affald
  2. Sortér affaldet hjemmefra, så du hurtigt kan aflevere det
  3. Medbring kun affald, du selv kan læsse af
  4. Bliv i bilen, mens du venter
  5. Følg pladsmedarbejdernes og myndighedernes anvisninger, mens du holder i kø og opholder dig på pladsen
  6. Forlad pladsen, så snart du er færdig med at læsse af
     

På genbrugspladserne følger vi i øvrigt Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om at undgå smittespredning. Det gælder blandt andet anbefalingen om at holde afstand til hinanden og de almindelige hygiejneråd. Du vil derfor se skilte på pladserne, der gør dig opmærksom herpå.
 
Husk at medbringe handsker, skovl og kost. Alle redskaber vil være fjernet fra pladserne. Vi gør også opmærksom på, at kundetoiletterne er låst af.