Min Side

Få styr på juleaffaldet

Julen er den tid på året, hvor vi producerer mest affald


Vi køber stort ind og efterlader os store mængder affald. Du kan være med til at gøre en forskel. Her får du lidt hjælp til, hvordan du håndterer jule- og nytårsaffaldet korrekt og mere grønt.


Madrester kan ofte få endnu et liv, som restemad "tøm-køleskabet-ret", noget kan måske fryses og bruges på et andet tidspunkt. Usprøjtet frugt og grønt kan komposteres og en sidste udvej er, at smide det i din dagrenovationsbeholder.
 

Juletræet skal du aflevere på genbrugspladsen i bunken med haveaffald, hvis ikke du selv ønsker at kompostere det. Og husk nu at tage pynt og fod af inden aflevering. Du kan også klippe juletræet i stykker og  bruge det som dække under planterne i haven.
 

Juledekorationer er ofte pyntet med gran og andet organisk materiale, der ligesom juletræet skal afleveres som haveaffald på genbrugspladsen eller komposteres. Tørt ler og oasis kan du enten smide i dagrenovationsbeholderen eller til småt brændbart på genbrugspladsen.


Julegavepapir egner sig ikke til genbrug, da det ofte er belagt med plastik og glimmer. Desuden er fibrene i gavepapir ikke egnet til genanvendelse. Det betyder , at du IKKE må lægge gavepapir i din genbrugsbeholder. Du kan derimod komme det i skraldespanden til dagrenovation, aflevere det i containeren til småt brændbart på genbrugspladsen eller lade os tage det med når vi tømmer din skraldespand til dagrenovation første gang efter jul.
 

Gavebånd må ikke lægges i genbrugsbeholderen men skal i dagrenovationsbeholderen eller til småt brændbart på genbrugspladsen, eller lade os tage det med, når vi tømmer din skraldespand til dagrenovation første gang efter jul.  Selv små stykker gavebånd kan sætte sig i klemme og stoppe maskineriet på sorteringsanlægget.
 

For at hjælpe dig af med noget af det ekstra affald, som gaveræset giver, tilbyder vi, igen i år, at tage en ekstra sæk med.....

Bare fyld en KLAR sæk med gavepapir og gavebånd, så tager skraldemanden den med, første gang han kommer efter juleaften.

JA TAK til:      Gavepapir og gavebånd.

NEJ TAK til:    Batterier, småt elektronik, madrester, flamingo, pap og plastik.


Julekalendere er ofte lavet af karton og må derfor gerne komme i genbrugsbeholderen. Dog skal eventuelt plastik i chokoladekalendere fjernes og afleveres i småt brændbart eller kommes i dagrenovationen.


Julekort er som regel lavet af karton, så det må du gerne lægge i genbrugsbeholderen. Men hvis julekortet er et af dem med musik, som er forsynet med batterier eller ledning, skal du aflevere det som elektronisk affald. Og husk nu at sikre dig, at gavekort og pengesedler er taget ud af kortene, inden du smider dem ud.


Pap fra indpakning (pap, bølgepap, karton) kan du lægge i genbrugsbeholderen, hvis det er store stykker pap/papkasser skal det afleveres i pap-container på genbrugspladsen.


Sildeglas, vinflasker og andre glasemballager kan du lægge i din genbrugsbeholder. Men husk at de skal være rengjort. Låg fra glasemballager må også gerne komme i genbrugsbeholderen, men husk at skrue dem af. Du kan også aflevere glasemballager på genbrugspladsen eller kuberne.


Dåser og plastflasker fra øl, sodavand og læskedrikke kan du ligesom glasemballage lægge i genbrugsbeholderen eller aflevere dem på genbrugspladsen eller kuberne. Husk at skille karton og plastik fra kasserne fra øl- og sodavandsdåserne. Det skal i samme rum i genbrugsbeholderen, men skal skilles ad.


Madaffald og andet køkkenaffald skal du smide den grå dagrenovationsbeholder. Affald fra frugt og grønt kan du også vælge at kompostere. Og husk at fedtet fra anden, gåsen eller flæskestegen ikke må skylles ud i vasken. Hæld det for eksempel i en tom mælkekarton, inden du smider det i skraldespanden.


Fyrværkeri, der er fyret af, kan du enten aflevere som småt brændbart på genbrugspladsen eller putte i dagrenovationsbeholderen. Drejer det sig om ubrugt fyrværkeri eller ”fusere”, skal du spørge personalet på genbrugspladsen.


Batterier kan også løbe tør i juletiden. Især bliver batterierne fra børnenes nye legetøj brugt flittigt. De brugte batterier kan du enten putte i en klar pose og lægge på låget af din dagrenovationsbeholder eller aflevere dem på genbrugspladsen. Batterier og småt elektronik kan også lægges i den RØDE KASSE.


Elektroniske apparater gives der rigtig mange af i julegave. Det betyder, at de gamle apparater ofte kasseres. Hvis det er tilfældet, skal du aflevere det på genbrugspladsen i elektronikburene. Småt elektronik kan også lægges i den RØDE KASSE.

 

Hvis det kniber med pladsen i din dagrenovationsbeholder og du står med en masse affald, som du gerne vil af med hurtigst muligt, så kan du bestille en ekstra tømning af din beholder. Du kan bestille en ekstratømning ved at ringe til 63 44 90 00 eller du kan bestille ekstratømning på AFFALDONLINE.

Det er også muligt at sætte en ekstra sæk ud sammen med beholderen på din normale tømningsdag.
Hvis du ønsker at bestille afhentning af ekstra sæk, skal du ringe til Assens Forsyning på tlf. 6344 9000 eller du kan bestille på AFFALDONLINE, senest kl. 12.00 dagen før din spand skal tømmes.

Du kan se priser på ekstratømninger og ekstrasække her.