Stor interesse for den nye skoletjeneste

I dag havde vi snigpremiere på ”Kredsløbslaboratoriet”, der er målrettet 7.-9. klasse. De 30 gæster talte skoleledere og udskolingslærere samt borgmester Søren Steen Andersen og Jan Præstholm, direktør for Uddannelse, Børn og familie fra Assens Kommune.

Det blev til et par hyggelige timer i Forsyningsparken, hvor initiativet fik rosende ord fra borgmesteren i hans velkomsttale, hvor han blandt andet understregede at skoletjenestens formidlingsdel er et vigtig bidrag til kommunens overordnede spildevandsplan. 

Ved snigpremieren fik gæsterne en gennemgang af heldagsforløbet, herunder rundvisning på rensnings- og biogasanlæg samt undervisningslokale og laboratoriet. I dagens anledning gav 2 friske skoleelever den gas med forsøgsopstillinger magen til dem de kommende skoleelever skal teste.

Vi takker for feedback og fin dialog med gæsterne, og kan næsten ikke vente med at byde velkommen til de første elever efter august 2024.